Har I lyst til at høre om et spændende bibelsk emne og samtidig være kreative, så bestil en familieaften for HELE familien - også dem uden børn!
Jeg har altid selv undgået familieaftner, fordi de kun var for børn! Derfor er mit koncept, at der også skal være noget til de voksne - både i forkyndelsen og det kreative. Jeg viser billeder og fortæller om et emne, hvorefter der er mulighed for at arbejde med emnet i form af forskellige kreative aktiviteter - og der er også noget for de kræsne voksne!
Den store løve (om Narnia, Aslan og Jesus)
Hør fortællingen om den store løve, Aslan, der skabte landet Narnia med sin sang. Om børnene fra vores verden, der så det ske - og fik et helbredende æble med tilbage. Om heksen, der forvandlede Narnia til is. Om forræderen, der skulle dø og Aslan, der tog hans plads.
Aslan findes også i vores verden - men her har han et andet navn. Og historien om Narnia findes, for at vi lettere kan genkende ham også her, hvor vi er.
Selvfølgelig skal vi også selv være aktive og lave armbånd, billeder og mange andre sjove ting med løven på.
Håb
Håb er noget underligt noget - for man håber jo allermest, når man ikke længere forventer det, man ønsker sig. Når alt håb er ude...
Vi skal se på håbet og især det mærkelige symbol, som håbet har: Et anker. Hvorfor bruger vi det, hvor kommer det fra og giver det overhovedet mening?
Og så skal vi selvfølgelig arbejde med ankre i forskellige materialer, så alle får mulighed for at få et håbs-anker med hjem - måske til at give til én, der har mistet håbet?
Kronen på værket
En aften om kroner - både dem, Gud sætter øverst på sit skaberværk og frelsesværk - og dem, vi mennesker selv tror er enormt vigtige. Om menneskets store værdi og om den pris, Jesus betalte for os. Vi slutter af med selv at lave kroner: ophæng, armbånd, lysestager - flere flotte modeller for både børn og voksne.
Guds kærlighed har mange farver
Gud er usynlig, men Jesus kom for at vise os, hvordan Gud er. Det gjorde han både med de historier, han fortalte, men også med den måde, han levede sit liv på. Vi kigger på billeder sammen og bliver klogere på Guds kærlighed, der viser sig på mange måder gennem Jesu liv. Har I tid og lyst, kan vi også lave kreative aktiviteter til temaet.
Sommerfuglen
Kirkens gamle opstandelsessymbol er faktisk en sommerfugl - et symbol, som både børn og voksne let forstår. Vi snakker om tid og evighed, opstandelse og håb og laver sommerfugle i mange afskygninger - både som ophæng, armbånd, halssmykke og flere andre ting.
Korset
Korset kender alle danskere - og de fleste ved også, hvad det betyder. Men faktisk tænker ikke engang kristne særlig meget over de mange muligheder, der ligger i forståelsen af korset. Vi ser på nogle af dem denne aften og laver selv flotte kors til at tage med hjem - både som smykker, nøgleringe og gips/beton-ophæng.
Stjerner
Stjerner er noget, vi forbinder med julen, men faktisk har stjernen et vigtigt buskab til os hele året rundt. Hør om symbolikken i antallet af spidser på stjernen, om morgenstjernen og betydningen af stjerner, når du navigerer i livet - og tag en stjerne med hjem, så du ikke glemmer det.