Kunstforgud.dk

Emner til en mødeaften

Jeg tilbyder at holde møder i f.eks. IM/IMU-foreninger og har en række emner, I kan vælge imellem. Har I andre ønsker, så kom med dem - emnerne kan skræddersys præcis til jer. 

Fælles for alle emner er, at det ikke bliver en traditionel aften med bibelundervisning, men en aften, hvor forkyndelsen bliver bredt ud, så den rammer flere sanser end ørerne. Det betyder, at jeg inddrager billeder og små, ufarlige opgaver undervejs. Jeg fortæller ikke om kunst, men bruger min kunst til at fortælle om Jesus.

Til nogle emner er det også muligt at lave en kreativ aktivitet - sig til, hvis I ønsker dette, da det kræver lidt mere tid også i planlægningsfasen. Det vil typisk være aktiviteter som ståltrådsfigurer eller alutape-billeder, da de er både lette og forholdsvis hurtige.

 

Jesus-billeder

Ord er gode - men ikke nok! Selv Gud kunne se det, så han måtte lade Ordet blive kød i form af Jesus. Og HAN brugte godt nok ord men også masser af billeder i sin forkyndelse.
Vi skal denne aften udfolde nogle af de billeder, Jesus bruger om sig selv - og I bliver også selv involveret i at fortolke dem vha. andre billeder. 


Den store julekalender

Min præst omtalte engang Messias-profetierne som én stor julekalender - med mange flere end 24 låger! Jeg udvalgte dog kun 24 til mit julekalenderprojekt, som består af et lille, indholdsmættet billede til hver profeti - og med dette tema kommer vi igennem en del af dem.

Dyk ned i Guds forberedelser til den første jul, se den store sammenhæng mellem julens nuttede Jesus-barn og påskens grufulde begivenheder og syng med på salmedigternes profeti-centrerede adventssalmer.

Søg og hør

Vi følges med en mand med en smerte i sit liv - præcis ligesom vi alle har små eller store smerter i vores liv. En smerte, der føles som et hul - noget, der mangler i hjertet. Det kan være sygdom, sorg, arbejdsløshed, alderdom, ensomhed, afvisning eller andet, der gør ondt. Han mødte aldrig Jesus ansigt til ansigt - men han fandt alligevel brikken, der passede i hullet. Måske kan du også finde den, hvis du søger - og lytter - som ham.

Kongebarn - hvor er din krone?

Som kongebørn burde vi jo gå rundt med kongekroner på hovedet! Og det gør vi faktisk også - de er bare usynlige. En krone symboliserer det, der har magten over os - og det kan være mange ting. Er vi villige til at lægge vores kroner for Guds fødder, så han får magten og æren? 
Vi følges med Jesus, da han bytter plads med en kvinde med mange problemer og ser, hvordan hun får lov at blive kaldt et kongebarn, da hun tør lægge sine egne kroner fra sig.

Lav talen selv - som bogmærke

For mange mennesker er det svært at sætte sig ned og lytte - de har brug for at få andre sanser i spil for at kunne fordybe sig i et emne. En simpel metode, som alle kan være med til (også dem, der faktisk elsker at lytte), er et bogmærke med en række af farvede/mønstrede felter med forskellig og personlig betydning. Aftenen indeholder en kort intro til de forskellige muligheder (ex. Fadervor, Salme 23, Jesu ”Jeg er”-ord), og så laver hver deltager et bogmærke med sine egne farver og mønstre.
Materialepris: 10 kr. pr. deltager.

Det er også muligt at lave armbånd med perler efter samme princip, hvis det ønskes (materialepris: 25 kr. pr. armbånd).
 

Hjælp til bøn 

Tror du også, at bøn altid er noget med foldede hænder og lukkede øjne? Det er heldigvis ikke hele sandheden - og dette tema tilbyder nye muligheder for at bruge både øjne og hænder i bønnen. Lav dit eget bede-hjælpemiddel, fx en bedeskammel, et glimmerglas, en fingerlabyrint, en meditationsperlekæde, et bogmærke eller prøv at male en bønneblomst eller skrive i en bedelabyrint. Jeg starter selvfølgelig med at fortælle lidt om bøn, især om Luthers gode, gamle metode, som jeg selv bruger meget.

Kan afholdes en aften, men er særdeles velegnet til en lejr eller samfundsdag.

På livets losseplads

En opdagelsesrejse i Bibelen, hvor vi møder personer, der på hver deres måde oplever, at deres liv ikke længere er værd at leve. Som føler sig smidt på livets losseplads, udenfor fællesskabet eller bare uendeligt trætte.
Selv her er der håb - for roserne vokser i dale, og den smukkeste rose valgte at dukke op midt på hjerternes losseplads. Og den kan forvandle en stinkende affaldsdynge til nyt liv!

Forankret

Et anker skal være stort og tungt, så det holder godt fast i havbunden og forhindrer skibet i at støde på grund eller forvilde sig langt væk fra ruten. Men når vi taler om det åndelige liv, skal det også være levende og kunne slå rødder og nå nye dybder af Guds kærlighed. Det er nemlig den, der er håbets rette ankergrund - og det skal vi dykke ned i med dette tema.

Aftenen indeholder masser af billeder og kan suppleres med kreative aktiviteter.

Tre i én - er det ikke ligegyldigt?

Måske tænker du også, at det med treenigheden er lidt ligegyldigt? Lyt og se med her og så opdager du forhåbentlig, at det bestemt ikke er tilfældet. Netop den mystiske treenighed forklarer os rigtig meget om Guds væsen og også om hans uendelige kærlighed til mennesket.


Det barn i krybben er så meget mer'

Barnet i krybben var meget mere end bare en hjælpeløs baby. Her kigger vi på nogle af de helt store udsagn om ham og ser, hvordan de hænger sammen med begivenheder i resten af Bibelen.

Egner sig særligt til møder omkring jul og advent og kan sammensættes, så både børn og voksne får noget ud af det.

Guds kærlighed har mange farver

Jesus var den tolk, der viste mennesker, hvordan Guds kærlighed var. For kærlighed er nogle gange et sprog, vi har svært ved at forstå - måske fordi vores egen kærlighed er så begrænset og selvcentreret.

En aktiv aften med billeder af Guds kærlighedsregnbue, der skal kigges på og tales om.

Troen - Håbet - Kærligheden

Gennem adskillige billeder undersøger vi den berømte treklang, som finder genklang i så mange mennesker. Hvad betyder begreberne egentlig, når vi ikke bare bruger ord om dem, men også kan se dem? Hvordan er sammenhængen mellem dem? Hvad er det, de rører ved, så dybt i mange af os?

Emnet er også velegnet i sammenhænge, hvor den kirkelige og bibelske sprogbrug ikke er så kendt.

Fadervor

Fadervor har det med at blive en remse, man slet ikke tænker over. At få sat billeder på bønnerne kan være en hjælp til at fokusere på bønnens indhold - og måske også give anledning til en spændende debat.

Helt praktisk skal deltagerne i små grupper parre billeder med bønnerne i Fadervor, hvorefter jeg forklarer mine tanker ved tilblivelsen af billederne, mens deltagerne får rig mulighed for at kommentere.

 

På vej hjem

Om at se det usynlige, og om at længes hjem.

Livet på jorden er som en pilgrimsrejse - den startede i Paradis og skulle også gerne ende der! Undervejs er der mange farer og megen smerte - og lige netop der må vi lære at se Guds usynlige hænder, der hjælper og vejleder os.

Undervejs bliver der et par billeder, som deltagerne skal snakke om.

 

I Guds billedværksted

Gud bruger gamle begivenheder som spejl for dem, vi kender fra Det nye Testamente. Lærer vi at se og forstå dem, bliver NT endnu rigere på betydning - hør et eksempel denne aften.

Undervejs bliver der også mulighed for at drøfte et par billeder i små grupper.

Guds Lam

Jesus kaldes mange steder i Bibelen for Guds Lam. Hvilken betydning har det egentlig, at Jesus blev født i en stald? At han døde en offerdød - fuldstændig som et lam? Hør mere om de spændende perspektiver, Lammet viser os i Guds frelsesplan.

Korsets gåde

Egentlig er et kors jo bare to streger, der ligger på tværs af hinanden. Samtidig er et et gammelt og betydningsladet symbol, og denne aften ser vi på nogle af de mange betydningslag. Hvad var det egentlig, der skete på det mest berømte kors i verdenshistorien? Hvilke andre billeder kan vi bruge for bedre at forstå det? Hvilke billeder brugte Jesus faktisk om det?

Undervejs bliver der delt billedkort rundt på bordene, og der bliver et par små opgaver, hvor de skal bruges.

 

Et segl i panden

Hvad er et segl, og hvad betyder det? I dåben mærker Gud os med sit segl - vi åbner denne aften for den gave, som dåben er. 

Undervejs bliver der et par snakkeopgaver om nogle af de billeder, der vises.


Det hemmelige sprog

Vore kirker er fulde af symboler, som vi ikke forstår eller måske ikke engang opdager. Når man kender til dem, bliver det en rigere oplevelse at bruge sin egen kirke og ikke mindst at besøge andre kirker.
Dette emne tager fat i nogle af de almindeligste symboler i de gamle kirker og enkelte nye, hvor symbolsproget udnyttes på nye måder.

Ved du f.eks. hvorfor der i mange gamle kirker er små eller slet ingen vinduer i venstre side? Eller hvorfor døbefonten i mange kirker er 8-kantet? Du ved det, når du har hørt talen!